Logojunglen: Sådan finder du vej

Hvad er et godt logo?

Og hvordan ved du, om du har et godt logo?

 

Dit logo er med til at præsentere din virksomhed udadtil. Det optræder nemlig på dit website, webshop, brevlinje osv. Dit logo kommer også frem, når der søges på din virksomhed på Google.

Dermed er dit logo dit ansigt udadtil og et af de førstehåndsindtryk, dine kunder får. Derfor skal det afspejle din virksomhed og sende et professionelt og seriøst signal til dine kunder.

Dit logo er med til at præsentere dine egenskaber og værdier - det lægger et pres på det grafiske afsæt.

 

Når du skal designe eller redesigne dit logo

Der er flere faktorer, du bør have i baghovedet, når du designer dit logo.

Her får du gode råd til at designe eller redesigne dit logo. Under hvert punkt er der konkrete eksempler fra praksis.

 

1. Farvevalg

Farvepaletten er stor, og der er mange muligheder. Farver har forskellige betydninger og repræsenterer forskellige symbolikker.

Eksempel: Farven blå er en majestætisk og rolig farve, der for eksempel symboliserer tillid. Farven bruges bl.a. af Mærsk, Microsoft og Den Blå Avis. Hvis du for eksempel sælger charterrejser, kan det være en god idé at bruge farven gul i dit logo, da gul symboliserer glæde, solskin og sommer.

 

2. Genkendelighed

Det er vigtigt, at dit logo er genkendeligt, og at dine kunder forbinder dit logo med dig og dine værdier.

Eksempel: B&O er synonym med god lyd, lækkert og eksklusivt design. B&Os logo er genkendeligt - de enkle, rene linjer - vi ved præcis, hvilken virksomhed der er tale om, når vi ser logoet.

Det er vigtigt at påpege, at genkendelighed ikke opstår med det samme, men det er derimod noget, der skal opbygges og vedligeholdes - hele tiden. Mon Nike havde forventet, at deres (meget simple) logo ville skabe så meget brand-værdi og brand-genkendelighed, som det har?

Netop derfor er genkendelighed et nøgleord.

 

3. Appeller til din modtager

Som mennesker forbinder vi bestemte ord med et logo - helst positive ord, selvfølgelig. Hvis dit logo kan vække bestemte følelser hos din modtager, så er du godt på vej. Ord som troværdighed og tillid er eksempler på ord, som er gode at appellere til gennem de grafiske virkemidler.

Eksempel: Røde Kors er et eksempel på en organisation, der forbindes med bestemte ord for eksempel næstekærlighed og hjælpsomhed. Et andet eksempel er Netto, der sættes i forbindelse med ord såsom discount og billigt.

 

4. Symbolik

Det er ikke kun farverne i dit logo, der kan have en symbolsk betydning. Du kan nemlig også designe grafiske, symbolske betydninger. De symbolske virkemidler kan være med til at sikre, at de 3 foregående råd får deres betydning.

Eksempel: Aalborg Lufthavn har et ultra simpelt logo - men det er stadig symbolsk. Endda på flere måder. Hvis du kigger nærmere, er logoet faktisk en fly-vinge, men samtidig er det også en illustration af taget på Aalborg Lufthavn. Ja, i en snæver vending kan det endda ligne, et fly der letter.

 

 

Vi anbefaler, at du starter hele designprocessen med idégenerering. Få en masse ideer ned på papir og lav nogle forskellige skitser. Så kan du arbejde dig frem mod et resultat, du er tilfreds med, og som afspejler din virksomhed. Derfor er udviklingen af et logo også en iterativ proces.

Hvis du ikke selv er en grafisk ørn, kan det være en god idé at alliere dig med en, der er.

 

 

God fornøjelse med logo-designprocessen.

 

Måske er du også interesseret i at læse:

4 fif til dine nyhedsmails
Læs mere
12 tips til at forbedre dit website.
Læs mere